Plovens historie
Museet har modtaget en donation fra Nordea Fonden til at lave en ny særudstilling om plovens historie. Der er nok ikke et redskab som ploven, der i den gang har været med til at forbedre landbrugets produktion. Det at kunne vende jorden er hele nøglen til den moderne agerdyrkning.
Udstillingen vil åben i forbindelse med 2014 sæsonen. Museet råder over et ret stort antal forskellige plovtyper. Lige fra de helt gamle kamplove af træ over de kendte svingplove trukket af en eller to heste til liftploven til den grå Ferguson.
Søhøjlandets Landbrugsmuseum har gennem tiden modtaget en del gamle plove, der udover at have været brugt på Silkeborg egnen, hver i sær repræsenterer en del af den enorme udvikling der har været inden for landbrugets mekanisering de sidste 150 år.
Faktisk er et af de ældste redskaber i museets samling et kamplov fra 1885, som museet fik i indflytter gave af Silkeborg Museum ved museets åbning i 1990. Desuden er der en endnu ældre hyppeplov fra 1840
Museets samling af plove spænder lige fra de ældste kamplove af træ over de mange forskellige typer af svingplove til den moderne liftophængte plov til traktor. I alt råder museet over 17 forskellige plove.
Vendeploven
At vendeploven ikke er en ny opfindelse, ses på de 2 modeller af hestetrukne vendeplove museet råder over. Den ene vendeplov har en helt speciel historie, idet den kom til landet i forbindelse med de mange pløjestævner, der blev afholdt i den sidste del af 1800 tallet.
Den amerikanske vendeplov fremstillet i Minnesota i 1882. Var med til pløjestævne på Sjælland i 1897 og var efter det oplyste beregnet til pløjning af bakker og bjergskråninger. Der var også et stort pløjestævne på Birkholm Gods ved Herløv i 1895, hvor vendeploven også var med og der var ved hvert pløjestævne nye modeller med, som f.eks. Oliver, der havde en afløser med ved navnet Albion og derefter Bissel. Viktoria som var repræsenteret ved pløjestævnet på Egeskov Gods på Fyn i 1904. Men der er næppe en plov, der er solgt mange af i Danmark.
Svingploven
Svingploven er et landbrugsredskab, der udspringer af den tidligere muldfjælsplov. Den anvendes, ligesom andre plove, til at pløje jorden, så afgrøderne får bedre næringsforhold. Den er i dag en af de mest dominernede plovtyper der findes. Det er en let plovtype, som kan betjenes af blot en bonde med en eller to arbejdsheste til at trække foran. Den består primært af jern eller stål, som gør den stærkere end den gamle muldfjælsplov. Den originale svingplov bruges ikke længere i Danmark, men i andre dele af verden bruges den stadigvæk, og endda nogle af plovene før svingploven.
De første plove
Tegning af en ard
Svingploven er et resultat af den lange udvikling, der har været med ploven igennem tiden. Den helt første form for denne type redskab var blot en pinde til at kradse i jorden. Omkring 6. årtusinde f.Kr. ser man den første type for plov. Denne type plov var et ganske simple redskab, der bestod af træ og havde kun en tand. I modsætning til svingploven, som kun kræver to heste eller okser, skulle der mange okser til at trække arden hen over marken. Arden kom til Danmark i midten af det 4. årtusinde f.Kr. I løbet af oldtiden og omkring år 200 i Danmark, blev arden forbedret med både plovjern og det vigtigste, muldfjæl. Muldfjæl er den del af ploven som vender det løsne jord, og dækker derved tidligere høstede afgrøder med jord. Det havde til fordel at tilføje ekstra næring til jorden.
I middelalderen blev der udviklet en helt ny type for plov, hjulploven. Som navnet antyder, havde denne nye plov hjul. Den havde desuden også en mere stabil struktur, der gjorde den meget stærkere end muldfjælsploven og arden. Med den nye og stærkere plov kunne bønderne komme længere ned og vende mere jord. Dertil var det også muligt at vende jord ind mod midten, derved lave højryggede agre. Dog havde hjulploven en ulempe, den var tung. Det var derfor nødvendigt med op til 6 okser eller stærke arbejdsheste til at trække den, og gjorde den også svær at vende. Hjulploven menes at komme fra Kina, hvor den blev brugt i 500-tallet, og har derefter spredt sig til Nordeuropa.
Udviklingen af svingploven
Først under oplysningstiden begynde man igen at tale og eksperimentere med nye plovtyper, som kunne forbedre landbruget. Svingploven var en idé der voksede ligeså stille frem, og som til sidst begyndte at dominer Skotske Joseph Foljambe er en af de mænd som eksperimenterede med den nye svingplov. Han konstruerede i 1720-1730 et eksemplar af Rotherhamploven. Det nye ved Foljambes plov var at han havde beklædt både muldfjælen og plovskæret med en tynd jernplade, hvilket gjorde at ploven ikke var ligeså tung som andre plove.
I 1763 blev en ny forbedret model af svingploven udviklet af skotske John Small. Han brugt sin matematiske viden til at beregne den optimale form til muldfjælen, som endte med at gøre den skotske plov mere effektiv end Foljambes. Den skotske plov har lige siden været den mest anvendte, og har kun haft små forbedringer igennem tiden.
Svingploven blev først præsenteret i Danmark i 1770 ved en plovprøve, ca. 50 år efter Rotherham. Til prøven var der fire svingplove og en hjulplov. Resultatet af prøven var at den norske Falkensten-plov var den bedste og letteste at trække. Den dårligste plov var hjulploven der havde større trækkraft og udrettede et dårligt stykke arbejde oveni. Dette førte til at Landhusholdningsselskabet først bestilte 10 eksemplar af norske Falkensten-plov, men bestilte senere flere eksemplar af denne type plov.
I 1815 fremstillede mekanikkernen Ole Johansen Winstrup en af Danmarks første svingplove, der var konstruerede på en måde som kunne betale sig. Det særlige kendetegn ved Winstrups svingplov var at den muldfjælen var forhøjet med skinne lavet af egetræ, og så kunne den også anvendes som både svingplov og hjulplov. I 1821 indgik Det kongelige danske Landhusholdningsselskab en handel med det amerikanske firma Wood & Freeborn, om en letbyggede nordamerikansk plov. Dette banede vej for den danske produktion af plove, som de danske smede påbegyndte i 1830.
Denne lille letbyggede plov vakte opsigt, og den kom til sammen med Winstrups og den engelske Baileys plov at danne forbillede for den fremstilling af plove, danske smede påbegyndte omkring 1830″. Rosenstand Schackt.
Funktion
Mennesket har stort set altid anvendt landbrug som fødekilde, og svingploven har været en af de vigtigtiske redskaber indenfor landbrug. Svingploven blev brugt til at pløje jorden for at tilføre mere ilt og derved forbedre jordens struktur, og for at vedligeholde afgrødernes egenskaber som f.eks. planternes rodudvikling og vækst
Plovfurer i lange rækker
Plovskæret er den del af ploven som skære vandret ned i jorden, og løsner det. Derefter kommer muldfjælet, eller muldpladen som det hedder i dag, og løfter jorden op og vender det. Efter denne proces vil der været dannet furer, lange render på tværs af marken, som bruges til ligge plantefrøene i, og furerne gør det også samtidigt nemmere at så afgrøder på større arealer.
Pløjning er samtidig også effektiv imod ukrudt og andre uønsket plantesorter. Bønder ser nemlig alle andre planter end den dyrkede sort som ukrudt. Måden man brugte svingploven på var at bonde havde op til to arbejdsheste, som han spændte til ploven. Efter at hestene var spændt fast fik bonden dem til at trække ploven igennem jorden, imens han selv kunne styre retning. Det vil sige at bonden skulle pløje en hele mark til fods, hvilket man sagtens kan forstille sig ville tage flere timer. I dag bruger man traktoren der både er stærkere og hurtigere end svingploven, og som også er i stand til at skære op til 12 furer på en gang, hvilket reducer landmandens pløjningstiden markant. Under pløjning kunne bonden være uheldig at støde på en sten, som vil resulter i en ødelagt eller beskadiget plov, da man ikke havde viden nok dengang til at bygge “skjold” mod jordfaste materialer. I dag er alle plove udstyret med en eller anden form for beskyttelse imod sten og andre materialer der befinder sig i jorden.
Kilde: Hans Nørgaard og www.fynhistorie.dk
Plovens udvikling 1920 – 1950
Der er 2 ting der kendetegner ploven ved periodens start. Den ene er plovåsen, der var lavet i træ, den anden er den store lokale variation, der skyldes de mange jernstøberier, der skyder op over hele landet fra omkring 1840.
Omkring 1870 begynder de første amerikanske plove at komme til Danmark. I starten mødte de nogen modstand, man mente ikke de var helt egnet til vore forhold. Men der var en på Fyn, der begyndte at fremstille plove efter amerikansk model. Det blev indledningen til den anselige plovproduktion, der udvikledes i Fraugde.
På museet har vi en Oliver vendeplov, men Fraugde fremstillede også i perioden en vendeplov.
Den udvikling Fraugde fabrikken havde igangsat animerede også andre til at forsøge sig med pfremstilling af svingplove. Så i 1904 blev der afholdt et stort pløjestævne på Egeskov, hvor 50 plove deltog.
Det næste skridt med 2 plovlegemer lod dog vente på sig.. Der kommer godt nok både en Tysk og en Amerikansk omkring 1915. Men nu er det trækkraften, der er problemet.
Men straks efter 1. verdenskrigs ophør kommer traktoren. I 1919 indføres der 700 – 800 traktorer til landet, hovedsagelig Fordson. Men da foderet bliver billigere kølnes interessen for traktorerne dog igen. Der indføres dog stadig adskille og da man opdager at traktoren også kan bruges til andet end at pløje, går det hurtigt.
I 1923 er antallet af traktorer i landbruget på 2005 svarende til 1 % af gårdene.
Høstredskabernes udvikling 1800 til 1960
I 1800 tallet foregik høsten stadig for størstedelen med håndkraft, mændene høstede kornet med le og kvinderne, børnene og de gamle gik bagefter og bandt negene op og satte dem i traver. 1800 – 1850 De første egentlig høstmaskiner kom til Danmark fra USA i 1850, men først fra slutningen af 1870 begynder de første aflæggere at blive udbredt i landbruget.
Aflæggeren kunne forholdsvis hurtig høste kornet, men alle de øvrige arbejdsprocesser var stadigvæk ikke løst.
Da selvbinderen kom til Danmark i 1880 markerede den en revolution. Maskinen kunne i samme proces høste og binde kornet. Den samme opgave som man var 12 – 14 personer om at udføres kunne nu løses af en person. Dog skulle negene stadigvæk sættes i traver.
Selvbinderen var mere teknisk og i begyndelsen dyr at anskaffe, så på de mindre landbrug var aflæggeren i brug langt op i 1930.- og 1940.erne.
Efter krigen kom Marshall hjælpen og med den mekaniseringen, traktoren og mejetærskeren. I løbet ag 1950.- og 1960.erne blev mejetærskeren mere og mere almindelig på landbrugene.
Skrevet af Kristian Rasmussen
