Aktivitetsdag 2017
Roerne – Danmarks hvide guld
Søhøjlandets Landbrugsmuseum holdt søndag den 15. oktober 2017 Aktivitetsdag, hvor årets temadag var roer – Danmarks hvide guld.
Selv om dyrkning af sukkerroer ikke har været så udbredt i det Midtjyske, så har sukkerroerne alligevel været en del af afgrøderne på markerne. Sukkerroer eller foder-sukkerroer var i mange år en væsentlig del af malkekøernes vinterfoder, inden det blev almindelig at dyrke majs i Danmark.
På Aktivitetsdagen udstillede og fremviste museet alle de redskaber og maskiner, der indgik i dyrkningen af roer, lige som de redskaber der blev benyttet når roerne skulle gøres klar til dyrene inde i roehuset og stalden.
For børnene var der forskellige aktiviteter, hvor de kunne prøve kræfter med at lave roelygter, roekastning, hvor vi kårede Silkeborgs bedste “roemand” samt raspning af roer med håndkraft.
Der var også mulighed for at lave en legetøjstraktor i træ eller samle en fuglekasse, som man fik med hjem.
Desuden var der mulighed for at købe en pølse og få en portion kålrabimos til.